Macleod Klanen
Af Peter Achton (uddrag af Peters brev af 20. juni 2004)
Sammen med min bror, Leif Achton, stiftede jeg den 3. februar 1955 den første Macleod Klan i Danmark. Grunden til, at vi valgte netop det navn, var, at et af vores medlemmer, min gamle skovmandskammerat fra 1. Grøndals Vænge, Jan Ditlevsens mor var født Macleod.
Vi satte os i kontakt med "moderklanen" og fik tilladelse til at bære navnet Macleod i Danmark, ligesom vi fik lovning på noget stof af klanens hverdagstartan og af dens festtartan.
Min bror og jeg blev af Københavns og Frederiksbergs Distrikt opfordret til at oprette en roverklan, der skulle bruges som en slags opsamlingsgruppe eller som en ventesal for de voksne spejdere fra provinsen, der dukkede op for at starte på et studium eller på en uddannelse i København. De skulle kunne komme i klanen, når de havde lyst, og dyrke deres interesse uden nogen forpligtelser. Når de vendte hjem til deres hjemby igen, havde vi så det håb, at de frivilligt og med lyst tog en førergerning op. Det kom til at vise sig at være en rigtig god idé, og mange spejdere er på den måde blevet bevaret i Korpset.
I begyndelsen, mens vi ventede på stoffet fra vores ”moderklan” i Skotland, hvor vores kontakt var klanens overhoved, en kvinde, brugte vi bleer som tørklæder. Når vi holdt optagelse i klanen fik aspiranterne at vide, at når de blev optaget i Macleod Klanen i Danmark, var de samtidig optaget i den skotske ”moderklan” - et privilegium, som vi havde fået af den skotske klans overhoved.
Efter et par års virke gik vi på jagt efter en division, der var indstillet på at tage imod os på de betingelser, som vi stillede i form af fuldstændig uafhængighed. Det ville Søborg Divisionen gerne godtage, og den kom med årene til at drage stor nytte af en god roverklan, der kunne fremvise stor ekspertise på alle spejdersportens områder, og som udklækkede mange føreremner til divisionens forskellige flokke, troppe og klaner.
Macleod Klanen har haft ualmindeligt mange medlemmer, hvilket skyldtes den status, som vi indtog i systemet på det tidspunkt. Den fungerede i mange år på de samme principper, som vi, der startede den, havde udstukket.
Omkring 1957 var vi nogle stykker, der gik ind i Hjemmeværnet, og blev grundstammen i en meget kendt gruppe i Politihjemmeværnet. Den gik simpelthen under navnet Spejdergruppen.
Macleod Tartan som bruges som tørklædestof for Birkerød Rover klanen.
|